Stærk sæsonpremiere trods nederlag til mestrene

Sønderjyske Herrehåndbold leverede onsdag aften en præstation, der gav masser af positive svar i sæsonpremieren mod de forsvarende danske mestre fra Aalborg Håndbold. Foran 2.000 tilskuere i Sydjysk Sparekasse Skansen bed de lyseblå godt fra sig og pressede gæsterne langt ind i anden halvleg, inden Aalborg til sidst trak fra og vandt 32-28. Ved pausen var stillingen 14-11 i gæsternes favør.

Sønderjyske kom godt ind i opgøret og bragte sig foran 5-4 efter knap ti minutters spil. Herefter viste de danske mestre dog deres klasse og svarede igen med fem scoringer i træk, som ændrede stillingen til 5-9. De lyseblå lod sig dog ikke slå ud og arbejdede sig flot tilbage. Jesper Konradsson udlignede til 9-9, inden Tobias Gregers Schmidt kort efter gjorde det til 10-10. Mod slutningen af halvlegen fik Aalborg igen bedre fat og kunne gå til pause med en føring på 14-11.

Efter pausen kom Sønderjyske stærkt ud. Tobias Gregers Schmidt, Reinier Taboada og Emil la Cour var med til at bringe hjemmeholdet tilbage på 14-14, og herefter udviklede kampen sig til en intens affære, hvor de lyseblå nægtede at slippe de danske mestre. Sønderjyske udlignede siden til både 15-15, 16-16 og 17-17 og holdt dermed kampen helt åben. Aalborg formåede aldrig for alvor at ryste hjemmeholdet af sig, og med godt otte minutter tilbage var Sønderjyske helt oppe på 26-27. Herfra viste gæsterne dog den rutine og kvalitet, der har gjort dem til danske mestre. Fire Aalborg-scoringer i træk skabte det afgørende hul, og selvom de lyseblå kæmpede videre til sidste fløjt, kunne gæsterne rejse hjem med en 32-28-sejr.

En af de helt store lyseblå profiler var Reinier Taboada, der fortsatte de gode takter fra opstarten og blev Sønderjyskes topscorer med syv mål på ti forsøg. Viktor Bergholt fulgte efter med seks scoringer, mens Morten Bjørnshauge og Emil la Cour hver stod for tre mål. I den anden ende leverede Thorsten Fries en stærk kamp med 17 redninger og en redningsprocent på knap 38 procent.

Cheftræner Kasper Søndergaard udtaler:

– Vi er selvfølgelig skuffede over, at vi ikke formår at være med helt til de sidste minutter. Jeg synes, vi spiller 54 rigtig flotte minutter i begge ender af banen, og havde vi været lidt skarpere og haft marginalerne med os, kunne kampen måske være endt anderledes. På en måde er det også positivt, at vi kan stå efter en kamp mod de danske mestre og være skuffede over ikke at få noget med.

– Defensivt leverer vi en rigtig stærk indsats, og Thorsten Fries står en flot kamp i målet. Offensivt kommer vi frem til rigtig mange gode chancer, men vi brænder for meget og kunne også have fået mere ud af vores kontrafase. Der er selvfølgelig ting, vi skal forbedre, men samlet set er der meget positivt at tage med videre.

Selvom sæsonpremieren ikke kastede point af sig, var der således meget at tage med videre for Sønderjyske. De lyseblå matchede de forsvarende danske mestre i lange perioder, viste stor moral efter flere gange at være kommet bagud og var med i kampen om point helt frem til de sidste minutter. En præstation med både kvalitet og fight, som gav flere positive indikationer på, hvad det nye Sønderjyske-mandskab kan byde på i den kommende sæson.

Målscorere for Sønderjyske Herrehåndbold: Reinier Taboada (7), Viktor Bergholt (6), Morten Bjørnshauge (3), Emil la Cour (3), Tobias Gregers Schmidt (2), Nicolai Skytte (2), Rasmus Madsen (2), Magnus Fredriksen (2), Jesper Konradsson (1).

Målscorere for Aalborg Håndbold: Thomas Arnoldsen (7), Mads Hoxer (7), Patrick Wiesmach (4), Felix Möller (4), Tobias Nielsen (3), Sander Sagosen (2), Simon Hald (2), Magnus Landin (2), Anton Lindskog (1).

Nu gælder det om at bygge videre på de positive takter, når næste opgave venter allerede søndag den 30. august. Her drager de lyseblå til Skive for at møde oprykkerne fra Skive fH i anden spillerunde af Bambuni Herreligaen. Der er kampstart kl. 19.00, hvor Sønderjyske jagter sæsonens første point. Hvis du ikke tager turen til Skive for at støtte drengene fra lægterne, kan kampen som altid følges via vores Instagram-profil eller i Tophåndbolds app.