Mesterbesøg i Skansen – sæsonen skydes i gang

Onsdag aften bliver der for alvor taget hul på den nye sæson i Sydjysk Sparekasse Skansen, når Sønderjyske Herrehåndbold spiller årets første kamp i Bambuni Herreligaen. Og hvilken start der venter de lyseblå, når de forsvarende danske mestre fra Aalborg Håndbold kommer på besøg.

Efter en sommer og opstart med nye ansigter, nye idéer og masser af hårdt arbejde er det nu blevet alvor. Sønderjyske har allerede taget hul på den nye sæson med en sikker pokalsejr over HC Midtjylland, men onsdag aften venter den første store test, hvor der for alvor er point på spil.

De lyseblå kommer ind til sæsonpremieren med gode takter fra opstarten. Træningskampene har budt på stærke præstationer og sejre over blandt andre Fredericia HK og Skanderborg AGF, mens pokalkampen mod HC Midtjylland blev løst professionelt med en sejr på 32-24. Nu skal de gode takter omsættes til ligapoint – og opgaven kunne næsten ikke være større.

For på den anden side af banen står Aalborg Håndbold, som kommer til Sønderborg som regerende danske mestre. Nordjyderne sikrede sig i juni det danske mesterskab for tredje år i træk og niende gang i klubbens historie. Aalborg har dermed igen placeret sig helt i toppen af dansk håndbold, og søndag kunne de føje endnu et trofæ til samlingen, da de vandt Super Cup over Skanderborg AGF. Det er derfor et hold med masser af selvtillid og kvalitet, der gæster Skansen – men samtidig er det netop den slags kampe, som de lyseblå spillere har glædet sig til gennem hele opstarten.

Cheftræner Kasper Søndergaard har da også tidligere understreget vigtigheden af at bygge videre på den stabilitet, holdet har vist i opstarten. Nu bliver det for alvor testet, når modstanderen er de danske mestre:

Det bliver en fed kamp med en fuld arena, hvor vi får besøg af det bedste hold i Danmark, så det bliver en rigtig god test af, hvor vi står. Jeg håber, drengene glæder sig til det – for det gør både Peter og jeg. Vi har forberedt os på de ting, vi forventer fra Aalborg, for de er sindssygt dygtige individuelt med landsholdsspillere hele vejen rundt og en kontrafase i verdensklasse.

Vi skal være rigtig gode på bolden og passe godt på den, samtidig med at vi skal være klar på alle deres individuelle spidskompetencer. Det er et hold, der kræver rigtig meget forberedelse, men vi skal gå ind til kampen med troen på, at vi kan vinde. Hvis vi er godt forberedte og tør tro på os selv, så kan vi lave en rigtig fed kamp mod dem. Det er ikke sikkert, det bliver til point, men vi skal levere en god præstation – og jeg har en rigtig god fornemmelse inden kampen.

Samtidig bliver kampen en mulighed for hjemmepublikummet til at stifte bekendtskab med flere af de nye lyseblå spillere i en officiel ligakamp. Thorsten Fries, Kasper Teglgaard, Rasmus Madsen og Reinier Taboada har allerede fået deres første minutter i den lyseblå trøje, og onsdag aften venter den første hjemmekamp med point på spil. Der er med andre ord lagt op til en sæsonpremiere af den helt store slags. Nye spillere, ny trænerduo, nye ambitioner – og de forsvarende danske mestre som gæster.

Sydjysk Sparekasse Skansen skal være klar fra første fløjt, og de lyseblå får brug for hver eneste stemme på tribunerne, hvis Aalborg skal udfordres på deres besøg i Sønderborg. Kampen fløjtes i gang onsdag kl. 19.30. J&Co Fanzonen åbner halvanden time før kampstart og byder som altid på aktiviteter og underholdning for hele familien.

Kom så, Sønderjyske – fyld Skansen og lad os sammen skyde sæsonen i gang!