Sønderjyske pressede SG Flensburg-Handewitt til det sidste i velspillet showkamp

Der var håndboldunderholdning af højeste klasse, da Sønderjyske Herrehåndbold lørdag tog imod SG Flensburg-Handewitt i en velbesøgt Sydjysk Sparekasse Skansen. Efter 60 intense minutter måtte hjemmeholdet dog se det tyske storhold tage sejren med 38-37 efter en dramatisk afslutning.

Stærk første halvleg foran fyldt Skansen

Sønderjyske leverede en flot præstation foran et fyldt Sydjysk Sparekasse Skansen og viste fra kampens start, at man var klar til at udfordre et af Europas stærkeste klubhold.

De lyseblå spillede med stor energi og disciplin og fik sat gæsterne under pres gennem hele første halvleg. Offensivt var blandt andre Gabriel Setterblom og Reinier Taboada toneangivende, mens Thorsten Fries bidrog med flere flotte redninger mellem stængerne.

Efter en velspillet første halvleg kunne Sønderjyske derfor gå til pause med en fortjent føring på 19-17.

Flensburg trak det længste strå

Efter pausen fik SG Flensburg-Handewitt gradvist arbejdet sig tilbage i opgøret, og anden halvleg udviklede sig til en intens og seværdig affære, hvor momentum skiftede flere gange.

Sønderjyske holdt fast i kampplanen og bød de tyske gæster op til dans hele vejen, men i de afgørende minutter viste Bundesliga-mandskabet deres kvalitet. Med blot 50 sekunder tilbage omsatte Emil Jakobsen et straffekast til scoring, som blev kampens sidste, og dermed kunne gæsterne rejse hjem med en smal sejr på 38-37.

Kampen bød samtidig på et gensyn med Patrick Volz, der tidligere har repræsenteret Sønderjyske, men nu tørner ud for SG Flensburg-Handewitt.

Cheftræner Kasper Søndergaard var efter kampen godt tilfreds med mange af de ting, hans mandskab viste mod den tyske storklub.

– Vi spiller en rigtig flot håndboldkamp, hvor vi lykkes med mange af de ting, vi havde sat os for inden kampen. Selvfølgelig ville vi allerhelst have stået med et uafgjort resultat eller en sejr, men jeg er meget tilfreds med den præstation, vi leverer.

– Vi spiller en stærk første halvleg, men i anden halvleg bliver vi ramt af Flensburgs anden bølge, og det tvinger os over i et 7-mod-6-spil. Det er faktisk noget, vi stort set ikke har trænet, men spillerne eksekverer det virkelig flot og med meget få tekniske fejl. Det fortæller mig, at vi har nogle dygtige håndboldspillere med gode håndboldhoveder, og det var rigtig positivt at se.

– Derudover var attituden fantastisk. Spillerne arbejdede stenhårdt for hinanden, og samspillet med et fyldt Skansen gav en helt særlig kulisse. Det var en fed oplevelse, og jeg ser tilbage på kampen med stor glæde.

Cheftræneren ser nu frem mod de næste skridt i opstarten.

– Nu retter vi blikket mod torsdagens kamp mod Fredericia, hvor alle kommer i spil, og hvor vi får mulighed for at prøve endnu flere ting af.

Målscorere for Sønderjyske Herrehåndbold: Gabriel Setterblom 10, Reinier Taboada 9, Emil la Cour 5 (4), Rasmus Madsen 3, Kasper Teglgaard 3, Nicolai Skytte 3, Magnus Fredriksen 2, Sebastian Augustinussen 1 og Ebbe Stankiewicz 1.

Målscorere for SG Flensburg-Handewitt: Simon Pytlick 7, Emil Jakobsen 6 (2), Aymeric Minne 5, Domen Novak 4, Niclas Kirkeløkke 4, Emil Bergholt 3, Marko Grgic 3, Patrick Volz 3, Lukas Möller 2 og ArnarArnarsson 1.

Næste opgave venter torsdag

Sønderjyske Herrehåndbold fortsætter nu forberedelserne frem mod den kommende sæson.

Allerede på torsdag kl. 16.00 venter næste træningskamp, når Fredericia Håndbold er modstanderen i Skærbæk Idrætscenter. Her får de lyseblå endnu en mulighed for at bygge videre på de positive takter fra lørdagens opgør, inden fokus for alvor rettes mod sæsonstarten.