Lørdag eftermiddag rundes sæsonen af for Sønderjyske Herrehåndbold, når de lyseblå møder HØJ Elite i Bambuni Herreligaen. Opgøret spilles i Sydbank Arena Aabenraa, da Sydjysk Sparekasse Skansen denne weekend er optaget til anden side.
For Sønderjyske markerer kampen punktum på en sæson med både op- og nedture, hvor der lørdag venter en sidste mulighed for at slutte godt af foran de lyseblå fans. De kommer ind til opgøret med en stærk oplevelse i bagagen efter en komfortabel sejr over TMS Ringsted – en sejr, der samtidig sikrede endnu en sæson i Bambuni Herreligaen. Dermed er presset i tabellen lettet, men ambitionen om at afslutte ordentligt er stadig intakt.
Cheftræner Lasse Folkmann ser frem til sæsonens sidste kamp:
“Vi glæder os til at få rundet sæsonen godt af med en kamp, hvor der ikke er så meget pres på, og hvor vi egentlig bare kan koncentrere os om at få sluttet godt af. Vi spiller selvfølgelig for at vinde, men vi har også fokus på at få sagt pænt farvel til Jacob, Julius, Thomas og mig selv, så vi kan gå på pause med en god fornemmelse.”
For gæsterne fra HØJ Elite har kampen en lidt anden betydning. Sjællænderne spiller deres sidste kamp i kvalifikationsspillet, inden de venter en altafgørende playoffkamp om en plads i næste sæsons liga mod enten KIF Kolding eller Aarhus Håndbold. De kommer ligeledes med selvtillid efter en sikker sejr over Ribe-Esbjerg HH i deres seneste opgør.
De to hold har haft tætte kampe i løbet af sæsonen, og endnu en gang er der lagt op til en intens duel mellem to mandskaber, der kender hinanden godt. For Sønderjyske handler det om at levere en helhjertet indsats og give fansene en værdig afslutning, mens HØJ Elite jagter momentum frem mod deres playoff.
Selvom rammerne er anderledes end normalt, er ambitionen den samme: at levere en stærk præstation og skabe en god håndboldoplevelse for publikum i Aabenraa.
Kan du, så tag turen til Sydbank Arena Aabenraa og vær med til at sende de lyseblå godt på sommerpause.
Kom så, Sønderjyske – én sidste gang!