Sønderjyske Herrehåndbold tager et markant og stærkt skridt frem mod den kommende sæson og præsenterer Kasper Søndergaard som cheftræner i spidsen for et stærkt og ambitiøst trænerteam, hvor Peter Nielsen bliver assistenttræner og Anders Petersen målmandstræner.
Med erfaring fra både dansk og international tophåndbold som spillere og stærke karrierer i bagagen også som trænere danner de et team, der komplementerer hinanden både fagligt og menneskeligt. Fokus er på samarbejde, tydelig kommunikation og fælles ansvar, med en klar ambition om at videreudvikle det sportslige fundament og løfte Sønderjyske Herrehåndbold til næste niveau.
Kasper Søndergaard kommer fra Skjern Håndbold, og med erfaring som både spiller, assistenttræner og cheftræner – samt en lang række landsholdskampe – bringer han stor erfaring og stærke håndboldfaglige kompetencer med sig. Kasper overtog cheftrænerrollen i Skjern i efteråret og har siden ført holdet til en femteplads i grundspillet, hvilket har sikret deltagelse i det igangværende slutspil.
Som assistenttræner tilknyttes Peter Nielsen, der kommer fra Sønderjyske Kvindehåndbold, hvor han siden 2019 har været en central del af klubbens udvikling – først som assistenttræner og siden som cheftræner. I hans tid er holdet rykket fra 1. division til at være et etableret ligahold og de seneste sæsoner en fast del af slutspillet. Med stort drive og engagement vil han tilføre energi og udviklingskraft til Sønderjyske Herrehåndbold.
Derudover får trænerteamet tilføjet et velkendt navn i Anders Petersen, der tiltræder som målmandstræner. Efter ophold i KIF Kolding og Team Tvis Holstebro vendte han i 2013 hjem til Sønderjylland, hvor han i knap fire år vogtede målet for Sønderjyske Herrehåndbold. Siden karrierestoppet i 2020 har han været målmandstræner i KIF Kolding og senest i Skjern Håndbold. Anders vil med sin store erfaring blive et stort aktiv fremadrettet.
Direktør Kim Poulsen ser store perspektiver i det nye set-up:
– Vi har haft et klart mål om at sammensætte et trænerteam med høj faglighed, stærke menneskelige kompetencer og en tydelig retning. Med Kasper, Peter og Anders får vi et set-up, hvor de både komplementerer hinanden, ligesom alle tre kan være med til at løfte Sønderjyske Herrehåndbold til næste niveau.
Sportsmanager Thomas Mogensen siger:
– Jeg er supertilfreds med det trænerteam, vi har fået samlet, og jeg er overbevist om, at de kan videreføre det spændende arbejde i Sønderjyske Herrehåndbold, som allerede er i fuld gang. Det er et stærkt team med mange kompetencer, og som alle kender gamet rigtig godt – både på og uden for banen. Efter en lang og krævende proces synes jeg, vi er landet et fremragende sted.
Den nye cheftræner, Kasper Søndergaard, ser frem til opgaven:
– Jeg glæder mig utroligt meget til at komme til Sønderjyske Herrehåndbold efter sommerferien. Det er et stærkt set-up, jeg bliver en del af, og jeg ser frem til arbejdet med en spændende trup i hverdagen. Derudover glæder jeg mig til at opleve stemningen i Sydjysk Sparekasse Skansen – en fed kultur, engagerede frivillige og masser af opbakning fra fansene. Jeg håber også sammen med min familie at blive en del af Sønderborg, da jeg forventer at flytte til byen.
Også Peter Nielsen ser frem til sin rolle i Sønderjyske Herrehåndbold:
– Beslutningen om at skifte til Sønderjyske Herrehåndbold var ikke svær, da muligheden opstod. Gennem min tid i Sønderjyske har jeg altid fulgt herrerne tæt og ofte været på lægterne i Sydjysk Sparekasse Skansen. Jeg ser utrolig meget frem til samarbejdet med hele truppen og betragter det kommende trænerteam som et stærkt professionelt match, der forhåbentlig kan bringe holdet og klubben tættere på toppen af dansk håndbold.
For Anders Petersen er der tale om et særligt gensyn:
– Jeg ser frem til at vende tilbage til Sønderjyske i en ny og spændende rolle. Jeg glæder mig meget til den kommende sæson, hvor arbejdet med keeperne, truppen og teamet omkring holdet bliver virkelig spændende. Jeg har stadig et stort lyseblåt hjerte og glæder mig til igen at have Sydjysk Sparekasse Skansen som hjemmebane.
Med det nye trænerteam sender Sønderjyske Herrehåndbold et klart signal om ambitioner, udvikling og en stærk fremtid.
For yderligere information kontakt:
Kim Poulsen, Adm. direktør
Mobil: 21 55 30 08
Mail: kp@soenderjyskehh.dk