Søndag venter endnu en afgørende kamp for Sønderjyske Herrehåndbold, når turen går til Sjælland og et opgør mod TMS Ringsted. Der er vigtige point på spil i Bambuni Herreligaens kvalifikationsspil, hvor hvert eneste resultat kan få stor betydning i kampen om at sikre sig en plads i ligaen næste sæson.
Sønderjyske kommer ind til opgøret efter en række tætte kampe, hvor marginalerne ikke altid har været på de lyseblås side – et udafgjort resultat hjemme mod Nordsjælland Håndbold og senest et knebent nederlag på udebane mod Ribe-Esbjerg HH. Samtidig er der stadig fokus på at finde stabiliteten over 60 minutter – både defensivt og offensivt – i et kvalifikationsspil, hvor niveauet er jævnbyrdigt, og hvor fejl hurtigt bliver straffet.
TMS Ringsted har gennem sæsonen vist, at de besidder et højt topniveau, og med profiler som Rasmus Graffe og Oliver Wosniak er det et hold, der kan udfordre alle. De indbyrdes opgør i denne sæson har også været i Ringsteds favør, hvilket giver ekstra motivation hos de lyseblå frem mod søndagens kamp.
Stregspiller Jacob Bagersted lægger ikke skjul på, at der er revanche i luften:
“TMS har vi endnu til gode at vinde over i denne sæson, så det i sig selv er ekstremt motiverende. Vi skal komme med alt, hvad vi har, og være skarpe, når momentum i kampen tipper over til vores side. Vi har trænet godt, og vi føler os klar til endnu en ‘krig’ om at sikre ligapladsen til næste sæson.”
Der er dermed lagt op til endnu et intenst og fysisk opgør mellem to hold, der kender hinanden indgående – og som begge ved, hvad der er på spil.
Kan du tage turen til Ringsted, så har drengene brug for opbakningen. Ellers kan kampen som altid følges via klubbens Instagram-profil og i Tophåndbold-appen.
Kom så, Sønderjyske – vi kæmper sammen!