Sønderjyske Herrehåndbold hentede onsdag aften to vigtige point i Sydjysk Sparekasse Skansen med en 29-26 sejr over HØJ Elite i Bambuni Herreligaen. Efter en vanskelig første halvleg, hvor gæsterne førte 13-11, vendte de lyseblå opgøret efter pausen med en markant forbedret defensiv og stærkt målvogterspil.
Kampen åbnede ellers lovende for hjemmeholdet, der bragte sig foran 2-0, men herefter fik HØJ bedre fat. Gæsterne udnyttede især deres kontraspil og straffede fejl fra de lyseblå, som havde svært ved at finde stabilitet i begge ender. Midt i halvlegen trak HØJ fra, og trods en bedre afslutning kunne Sønderjyske gå til pause bagud 11-13.
Efter pausen kom hjemmeholdet ud med fornyet energi. Defensiven blev strammet markant op, og i målet leverede Julius Sten en stærk præstation med en redningsprocent tæt på 50, hvilket blev afgørende for kampens udvikling. Samtidig fik Sønderjyske langt bedre flow i angrebsspillet og reducerede antallet af tekniske fejl. Midt i anden halvleg fik de lyseblå for alvor momentum, og med effektivt kontraspil samt høj udnyttelse på gennembrud blev kampen vendt. I slutfasen trak Sønderjyske fra til en føring på tre mål, som holdet kontrollerede sikkert hjem.
Offensivt var Magnus Fredriksen og Viktor Bergholt blandt de mest iøjnefaldende med fem scoringer hver, mens Frederik Tilsted og Gabriel Setterblom bidrog med fire mål. Fra straffelinjen var Emil la Cour sikkerheden selv med fire scoringer på fire forsøg.
Sejren blev grundlagt på en markant stærkere anden halvleg, hvor Sønderjyske både vandt målvogterduellen og fik bedre styr på HØJ’s kontraspil. Samtidig holdt hjemmeholdet gæsterne nede på blot 13 mål efter pausen, hvilket blev udslagsgivende.
Cheftræner Lasse Folkmann:
– Stor fight og en stærk, disciplineret defensiv gav to vigtige point. Vi står fremragende i vores forsvar og er ekstremt disciplinerede, hvilket giver vores keepere gode betingelser. Det udnytter Julius og spiller en rigtig flot kamp. Offensivt bliver det mere bølgende – vi har gode perioder, men også perioder, hvor vi sidder fast. Til sidst finder vi momentum, og det bliver afgørende. Jeg vil gerne rose drengene for en stærk mental præstation. Jeg er stolt over at mærke, hvordan vi samler os og kæmper – især i de svære perioder. Til sidst en stor tak til alle tilskuere i hallen. Det er en kæmpe fornøjelse at have hjemmebane i Skansen.
Målscorere for Sønderjyske Herrehåndbold: Magnus Fredriksen (5), Viktor Bergholt (5), Frederik Tilsted (4), Gabriel Setterblom (4), Emil la Cour (4), Jesper Konradsson (2), Jacob Bagersted (2), Ebbe Stankiewicz (2), Nicolai Skytte (1).
Målscorere for HØJ Elite: Tobias Nielsen (6), Jonathan Svensson (5), Simen Schønningsen (4), Mikkel Olsen (3), Hampus Wanne (3), Michael Damgaard (2), Linus Arnesson (1), Niclas Fingren (1), Kassem Awad (1).
Med sejren fik Sønderjyske sat et vigtigt punktum på en intens uge og leverede samtidig en præstation, der understreger holdets styrke, når det fungerer i begge ender af banen.
Allerede på lørdag venter næste opgave, når de lyseblå spiller sidste grundspilsrunde i Bambuni Herreligaen på udebane mod GOG Håndbold. Fynboerne er i øjeblikket placeret på 3. pladsen med 32 point efter 25 kampe. De to hold har mødt hinanden to gange tidligere i sæsonen – først i et målrigt opgør i Skansen, der endte 39-39, og senest i bronzekampen ved Final 4, hvor Sønderjyske måtte se sig slået med 29-34.
Cheftræner Lasse Folkmann:
– Vi skal til Svendborg på en meget svær udebane, hvor vi møder et hold med ekstraordinært meget fart i deres spil. Vi holder fortsat fokus på os selv og forsøger at bygge videre på præstationen mod HØJ. Her var jeg meget tilfreds med den fysik, vi lagde i vores defensiv, og det bliver igen vigtigt. Derudover vil vi gerne selv spille med mere fart i vores angreb. Vi glæder os til at komme i kamp igen.
Kampen spilles kl. 16.00 i Arena Svendborg. Hvis du ikke tager turen til Sydfyn, kan opgøret som altid følges via klubbens Instagram-profil eller i Tophåndbolds app.