Vigtige point på spil mod Nordsjælland

Lørdag eftermiddag er der igen håndbold på programmet i Sydjysk Sparekasse Skansen, når Sønderjyske Herrehåndbold tager imod Nordsjælland Håndbold i Bambuni Herreligaen.

For de lyseblå helte er kampen endnu en mulighed for at få vendt en hård periode med nederlag. Senest måtte Sønderjyske rejse hjem fra udebaneopgøret mod Fredericia HK uden point efter et tæt opgør, der først blev afgjort i slutfasen. Marginalerne har ikke været på sønderjyskes side på det seneste, og derfor er det også et særdeles sultent hjemmehold, der løber på banen i Skansen.

Nordsjælland Håndbold indtager aktuelt ligaens 13. plads med 15 point for 23 kampe og befinder sig – ligesom Sønderjyske – i en svær periode med fire nederlag i træk. Sjællænderne kommer til Sønderborg efter et nederlag på 22-28 til Skanderborg AGF og vil være opsatte på at få vendt stimen.

Sønderjyskes norske fløjspiller Ebbe Stankiewicz ser frem til opgøret:

“Vi glæder os til en kamp, hvor der vil være en masse på spil, og vi er meget bevidste om, at vi skal tilbage i en bedre stime, hvilket vi har kæmpet med siden jul. Vi vil gerne vise vores mange fans i Skansen, at vi virkelig vil det her – og de fortjener en sejr. Nordsjælland spiller et meget varieret forsvarsspil med både 6-0 og 5-1, og så er de også meget dygtige i deres 7 mod 6-spil, så det bliver en opgave, hvor vi skal være skarpe.”

Sæsonens første indbyrdes opgør endte med en dramatisk og målrig sejr på 34-33 til Sønderjyske. De to hold spiller ofte tætte og jævnbyrdige kampe, og der er derfor lagt op til endnu et intenst opgør lørdag eftermiddag, hvor de lyseblå får brug for maksimal opbakning for at sikre to tiltrængte point.

Husk, at J&CO Fanzonen åbner halvanden time før kampstart og byder på underholdning for hele familien. Lørdag danner også rammen om Tour de Sønderborg 2026, hvor 16 af klubbens sponsorer stiller med stærke cykelhold for at samle støttekroner ind til Sønderjyske Herrehåndbold.

Kan du ikke være i hallen, kan kampen følges via klubbens Instagram-profil og i Tophåndbold-appen.

Kom så, Sønderjyske – fyld Skansen og bær drengene frem!


Sikre dig en fast plads i Sydjysk Sparekasse Skansen – bliv sæsonkortholder i Sønderjyske Herrehåndbold!

Oplev elektrisk stemning, ligahåndbold og et fællesskab i særklasse. Som sæsonkortholder er du med hele vejen – tæt på spillerne, fanklubben og de eksklusive oplevelser, der gør hver kamp til noget særligt.

fra 1.195 kr.