Lyseblå fight og flot moral – men pointene glippede mod Skanderborg AGF

Lørdag eftermiddag var der igen lagt op til håndbold i topklasse i Bambuni Herreligaen, da Sønderjyske Herrehåndbold tog imod Skanderborg AGF i Sydjysk Sparekasse Skansen. De lyseblå kæmpede sig flot tilbage i opgørets slutfase og fik reduceret gæsternes forspring markant, men måtte til sidst se sig besejret med 25-31.

Kampen åbnede jævnbyrdigt, hvor de to mandskaber fulgtes pænt ad i en første halvleg præget af høj intensitet og stærke defensive aktioner. Især Mathias Rex leverede en solid indsats mellem stængerne og holdt hjemmeholdet godt inde i opgøret med flere vigtige redninger. Mod slutningen af første halvleg lykkedes det dog gæsterne fra Østjylland at skabe et mindre hul, og de kunne derfor gå til pause med en føring på 13-11.

Efter pausen formåede Skanderborg AGF at fastholde momentum, og som anden halvleg skred frem, blev føringen gradvist udbygget. Da stillingen lød på 22-15 efter 41 minutter, lignede det en særdeles vanskelig opgave for de lyseblå at hente point. Men med opbakning fra et medlevende hjemmepublikum og stor vilje i begge ender af banen fik Sønderjyske arbejdet sig tilbage i kampen. På blot ti minutter blev gæsternes forspring reduceret til to mål, og spændingen blev for alvor genantændt i Skansen.

Desværre manglede den sidste skarphed i slutfasen, hvor flere store chancer ikke blev omsat, og samtidig viste Skanderborg AGF kynisme, når det gjaldt. Gæsternes keeper, Magnus Petersen, leverede en stærk præstation med 18 redninger, og sammen med en række lette kontrascoringer sikrede det østjyderne en sejr på 31-25.

Assistenttræner Lasse Folkmann udtalte efter kampen:
– Vi taber til et stærkt Skanderborg AGF-hold. Vi synes egentlig, at vi står fornuftigt i vores forsvar i de perioder, hvor vi får kæmpet os tilbage, men helt generelt laver vi for mange tekniske fejl, der giver lette kontrascoringer til SAH. Derudover brænder vi på den forkerte side af 10 helt frie chancer mod en dygtig Magnus Petersen i Skanderborg AGF-målet, der slutter med 18 redninger. Det er ikke let i øjeblikket, men vi bliver ved med at kæmpe, og vi tager videre til opgøret mod Fredericia med troen på en sejr.

Målscorere for Sønderjyske: Emil la Cour (8), Gabriel Setterblom (4), Nicolai Skytte (4), Magnus Frederiksen (3), Ebbe Stankiewicz (2), Jesper Konradsson (2), Tobias Gregers (1), Jacob Bagersted (1).

Målscorere for Skanderborg AGF: Jeppe Cieslak (7), Christoffer Sundsgaard Dreyer (6), Emil Lærke (5), Sebastian Henneberg (4), Johán á Plógv Hansen (4), Andreas Søgaard (3), Fredrik Olsson (2).

Næste opgave for de lyseblå venter lørdag den 7. marts kl. 15.00, hvor Sønderjyske Herrehåndbold på udebane møder Fredericia HK i Middelfart Sparekasse Arena.


Sikre dig en fast plads i Sydjysk Sparekasse Skansen – bliv sæsonkortholder i Sønderjyske Herrehåndbold!

Oplev elektrisk stemning, ligahåndbold og et fællesskab i særklasse. Som sæsonkortholder er du med hele vejen – tæt på spillerne, fanklubben og de eksklusive oplevelser, der gør hver kamp til noget særligt.

fra 1.195 kr.