Årets første hjemmekamp venter mod TMS Ringsted

Tirsdag aften bliver der igen åbnet for håndbold i topklasse i Sydjysk Sparekasse Skansen, når Sønderjyske Herrehåndbold tager imod TMS Ringsted i årets første hjemmekamp i Bambuni Herreligaen.

Begge mandskaber befinder sig i det brede og tætte midterfelt, hvor kampen om pladserne i top 8 er intens. Samtidig venter der allerede i weekenden Final 4-opgør for begge hold, så der er lagt op til et intenst og tempofyldt opgør med masser af fight og dramatik i en forhåbentlig fyldt Skansen.

De lyseblå går ind til kampen efter nederlaget mod Aalborg Håndbold i weekenden, men opstarten har budt på gode takter og solide træningskampe. Der er derfor ingen tvivl om, at et topmotiveret Sønderjyske-hold vil gøre alt for at vise hjemmepublikummet, at de er klar fra start og klar til en stærk optakt til Final 4.

TMS Ringsted indtager aktuelt 12. pladsen i Bambuni Herreligaen med 15 point for 19 kampe – blot to point efter Sønderjyske. Gæsterne kommer fra en uafgjort udekamp mod Bjerringbro-Silkeborg og vil uden tvivl også jagte selvtillid inden weekendens pokalopgør.

I sæsonens første møde tabte Sønderjyske med 31-36 i Ringsted Hallerne, og der er derfor lagt op til et revanchelystent hjemmehold. Historisk har TMS Ringsted haft det svært i Skansen – noget de lyseblå håber at fastholde tirsdag aften.

Assistenttræner Lasse Folkmann ser frem til opgøret og peger på både kampens betydning og de taktiske fokusområder:

“Vi glæder os til at komme i gang på hjemmebane. De her dobbeltopgør mod samme modstander er altid lidt specielle, og det er noget, vi tidligere på sæsonen har haft gode erfaringer med. Samtidig går vi ind i en fase, hvor grundspillet spidser til, og hvor alle kampe får ekstra nerve. Mod TMS Ringsted handler det for os om at løse opgaven bedre over for Rasmus Graffe og Oliver Wosniak end sidst, og så skal vi have skabt det tempo, der er til vores fordel – for det er dér, vi er rigtig stærke.”

Husk, at J&Co Fanzonen åbner halvanden time før kampstart og byder på underholdning for hele familien. Kan du ikke være i hallen, kan kampen følges via klubbens Instagram-profil og i Tophåndbold-app’en.

Kom så, Sønderjyske – fyld Skansen og bær drengene frem!


Sikre dig en fast plads i Sydjysk Sparekasse Skansen – bliv sæsonkortholder i Sønderjyske Herrehåndbold!

Oplev elektrisk stemning, ligahåndbold og et fællesskab i særklasse. Som sæsonkortholder er du med hele vejen – tæt på spillerne, fanklubben og de eksklusive oplevelser, der gør hver kamp til noget særligt.

fra 1.195 kr.