Lørdag kl. 14 venter en af sæsonens absolut sværeste opgaver, når Sønderjyske Herrehåndbold genoptager Bambuni Herreligaen med en udekamp mod de forsvarende danske mestre fra Aalborg Håndbold i Sparekassen Danmark Arena i Aalborg.
De lyseblå kommer til opgøret med god ballast i bagagen efter en række succesfulde træningskampe mod TM Tønder, TBV Lemgo og GWD Minden. En tur, der ifølge cheftræner Rasmus Vandbæk bød på både sportslige fremskridt og stærkt sammenhold:
“En overordnet god og givtig tur – både socialt og resultatmæssigt. Vi fik prøvet nogle ting af og testet nye konstellationer. Socialt dystede vi blandt andet i Forræder, og på vej hjem så vi EM-finalen i bussen. Vi blev taget rigtig godt imod og gav lidt tilbage til værtsklubben ved at træne børn. To sejre – det er altid dejligt.”
Lørdagens modstander topper Herreligaen med maksimumudbytte. Aalborg Håndbold indtager 1. pladsen med 36 point for 18 kampe og en målscore på imponerende 634-507. Nordjyderne har desuden kvalificeret sig til Final 4 – ligesom Sønderjyske – og ligger aktuelt nummer to i deres Champions League-pulje.
Rasmus Vandbæk lægger ikke skjul på opgørets sværhedsgrad, men ser også muligheder:
“Det er en megasvær kamp. Det er fem år siden, Aalborg har tabt en hjemmekamp til et dansk hold. Vi så i EM-finalen, hvor stor betydning spillere som Arnoldsen og Hoxer havde for Danmarks guld, og de har også profiler som Juri Knorr. Men vi pressede Aalborg i den seneste hjemmekamp mod dem, og det giver håb og tro på, at vi kan spille med om de to point – også i et udsolgt Gigantium. Januar har været anderledes, og vi har måttet tænke nyt i forhold til konstellationer. Det har givet chancen til nye spillere, og det har været fedt at se, hvordan de har grebet den.”
Sæsonens første indbyrdes opgør i Sydjysk Sparekasse Skansen endte med et 34-37-nederlag efter en tæt og intens kamp. Aalborg har vundet de seneste fem indbyrdes opgør, men traditionelt er kampene mellem de to hold altid tætte og fulde af intensitet.
Kan du ikke tage turen nordpå, kan kampen følges via Sønderjyske Herrehåndbolds Instagram-profil og i Tophåndbold-app’en.
Kom så, Sønderjyske!