De lyseblå helte på tysk testtur

Mens håndboldfeberen raser over Danmark med de danske håndboldherrer som naturligt omdrejningspunkt, gør de lyseblå spillere fra Sønderjyske Herrehåndbold sig klar til en spændende international udfordring. Torsdag den 29. januar rejser truppen til den tyske by Verl, hvor holdet er inviteret til at spille to træningskampe mod stærk modstand fra Bundesligaen.

Her venter opgør mod TBV Lemgo og GWD Minden, som aktuelt indtager henholdsvis en 3.- og 16.-plads i den tyske Bundesliga. Ud over kampene vil Sønderjyske-spillerne også indgå i træningspas med lokale tyske børnehold – et initiativ, der både styrker relationerne og giver værdifuld inspiration på tværs af grænser.

Cheftræner Rasmus Vandbæk ser frem til turen, som kommer på et tidspunkt, hvor opstarten har været præget af både mindre skavanker og fravær på grund af EM-deltagelse for flere spillere:

”Vi glæder os først og fremmest til at få brugt en masse timer sammen og få genfundet rytmen og melodien som hold. Vi kommer til at møde to klassehold fra Bundesligaen, så der er ingen tvivl om, at vi bliver matchet på et meget højt niveau med masser af fysisk håndbold. Vores fokus bliver på at skærpe detaljerne i vores eget spil. Vi skal fortsat dyrke vores tempo og kontraspil – og samtidig blive endnu dygtigere i 7 mod 6,” siger Vandbæk.

Begge kampe spilles i Schulzentrum i Verl:

  • 30. januar mod TBV Lemgo

  • 1. februar mod GWD Minden

En intens og lærerig test venter de lyseblå, inden sæsonen for alvor ruller videre.


Sikre dig en fast plads i Sydjysk Sparekasse Skansen – bliv sæsonkortholder i Sønderjyske Herrehåndbold!

Oplev elektrisk stemning, ligahåndbold og et fællesskab i særklasse. Som sæsonkortholder er du med hele vejen – tæt på spillerne, fanklubben og de eksklusive oplevelser, der gør hver kamp til noget særligt.

fra 1.195 kr.