Lørdag aften blev året rundet af i Sydjysk Sparekasse Skansen, da de lyseblå helte fra Sønderjyske Herrehåndbold tog imod de sortklædte gæster fra Bjerringbro-Silkeborg foran en propfyldt hal til den traditionsrige 2-kroners kamp. Endnu engang skal der lyde en stor tak til de 73 partnere for deres enorme opbakning til både klub og by. Og som det efterhånden er blevet tradition i Skansen, blev publikum forkælet med et vaskeægte drama, der først fandt sin afgørelse ved slutsignalet – 37-37 og ét point til hvert hold.
Sønderjyske lagde ellers forrygende fra land og satte fra kampens start det stjernespækkede mandskab fra Søhøjlandet under massivt pres. Med stor intensitet, højt tempo og skarphed i begge ender af banen byggede de lyseblå langsomt, men sikkert, et solidt forspring op – på et tidspunkt lød stillingen 16-11 til hjemmeholdet. Men rutinen fornægter sig ikke, og Bjerringbro-Silkeborg fik gradvist arbejdet sig tilbage i opgøret. Da pausesignalet lød, var forspringet reduceret til 21-19.
Anden halvleg udviklede sig til den tætte affære, som publikum i Skansen efterhånden er blevet vant til. Kampen bølgede frem og tilbage, og halvvejs i halvlegen lykkedes det Bjerringbro-Silkeborg at vende opgøret og bringe sig foran med både ét og to mål. Alligevel bevarede de lyseblå roen og holdt sig inde i kampen – for Sønderjyske er efterhånden blevet specialister i de tætte slutfaser.
Da Rasmus Lauge udlignede til 37-37 med blot 34 sekunder igen, fik Sønderjyske endnu en gylden mulighed for at snuppe begge point. Planen var lagt, men forsøget på et flot dobbeltvip i slutsekunderne lykkedes desværre ikke, og dermed måtte begge mandskaber tage til takke med ét point hver.
Med pointdelingen går Sønderjyske på juleferie med 17 point for 18 kampe – akkurat nok til at snige sig ind i top 8, som fortsat er målet, når grundspillet skal gøres op.
Cheftræner Rasmus Vandbæk satte følgende ord på afslutningen af håndboldåret:
“Vi er selvfølgelig ærgerlige over, at vi ikke vinder kampen, for jeg synes egentlig, vi spiller en rigtig flot kamp og har flere chancer for at afgøre det til sidst. Nu går vi på julepause med en lidt blandet følelse. På den ene side er vi i top 8 og klar til Final 4, hvilket er to meget ambitiøse målsætninger. På den anden side synes jeg også, vi har haft spillet til at stå med endnu flere point. Overordnet har vi grund til at være tilfredse – men vi vil gerne være endnu skarpere.”
Målscorere
Sønderjyske: Emil la Cour (9), Morten Bjørnshauge (5), Jesper Konradsson (3), Nicolai Skytte (3), Frederik Tilsted (3), Magnus Frederiksen (3), Gabriel Setterblom (3), Tobias Gregers (2), Viktor Bergholt (2), Ebbe Stankiewicz (2), Jacob Bagersted (1), Sebastian Augustinussen (1).
Bjerringbro-Silkeborg: Nikolaj Læsø (8), Anders Zachariassen (7), Mads Bayer Lenbroch (6), Mads Svane Knudsen (4), Patrick Boldsen (3), Rasmus Lauge (2), Alexander Lynggaard (2), Magnus Rahbek (2), Nikolaj Øris (1), Peter Balling (1), August Fridén (1).
Nu er de lyseblå spillere og trænere gået på en velfortjent juleferie. Der går desværre et stykke tid, før vi igen får lov at se dem i aktion – næste kamp spilles først den 7. februar 2026, når Sønderjyske på udebane møder de danske mestre fra Aalborg Håndbold.
Indtil da kan håndboldtørsten heldigvis stilles med en spændende EM-slutrunde i januar.