Onsdag aften er der igen lagt op til håndboldfest i Sydjysk Sparekasse Skansen, når Sønderjyske Herrehåndbold tager imod Mors-Thy Håndbold i et tætpakket decemberprogram i Bambuni Herreligaen.
Sønderjyske kommer ind til opgøret med masser af tænding og et klart ønske om revance efter det snævre nederlag i Skjern i sidste uge på 26-28 – og nederlaget på Mors tidligere i sæsonen spøger stadig. Alt peger derfor mod et topmotiveret lyseblåt mandskab, der igen vil levere juleunderholdning til både store og små i Skansen.
Gæsterne fra Mors-Thy Håndbold er i øjeblikket placeret som nummer 3 i Bambuni Herreligaen med 20 point efter 15 kampe. De kommer til Sønderborg med et marginalt nederlag til Ribe-Esbjerg HH på 31-32 i bagagen – og vil uden tvivl jagte hurtig tilbagevenden til sejrssporet.
Cheftræner Rasmus Vandbæk forventer en intens og tempofyldt kamp mod et stærkt mandskab fra nord:
“Vi møder et hold, der over sæsonen virkelig har gjort det flot og ligger på en delt 2. plads i ligaen. Især Victor Norlyk har været rigtig god hele vejen. Mors spiller med højt tempo, og derfor skal vi have max fart i fødderne. Vi vil angribe kampen og få masser af tempo ind i vores eget spil. Det bliver fedt at starte det spændende decemberprogram, og vi glæder os helt vildt.”
Historisk har Mors-Thy været en svær modstander for Sønderjyske, som har tabt de seneste fem indbyrdes opgør – men i en tæt og uforudsigelig Bambuni Herreligaen kan alt ske. Og der er ingen tvivl om, at Bjørnshauge, Bagersted og Rex er klar til at give gæsterne en hård aften, når Skansen igen fyldes med forrygende opbakning.
Der er stadig få billetter tilbage – så vil du være en del af stemningen, er det nu, du skal sikre dig en plads!
Husk også, at J&Co Fanzonen åbner 1½ time før kampstart og byder på masser af juleunderholdning for hele familien. Kan du ikke være i hallen, kan kampen naturligvis følges via vores Instagram og i Tophåndbold-app’en.
Kom så, Sønderjyske – fyld Skansen og bær drengene frem!