Revance i sigte: Sønderjyske jagter vigtige point i Skjern

Onsdag aften venter endnu et intenst opgør i Bambuni Herreligaen, når de lyseblå helte fra Sønderjyske Herrehåndbold tørner sammen med sidste års sølvvindere fra Skjern Håndbold i sæsonens andet indbyrdes møde.

Sønderjyske kommer til kampen med selvtilliden pumpet godt op efter lørdagens dramatiske 38-37-sejr over Ribe-Esbjerg HH. Her viste holdet både offensiv slagkraft og kølighed i de afgørende minutter, da to vigtige point skulle sikres i Sydjysk Sparekasse Skansen. Den formkurve får holdet brug for, når endnu en direkte konkurrent i top-8-kampen står på menuen.

Skjern Håndbold er nemlig i forrygende form og har vundet fire af deres seneste fem kampe – senest en imponerende udesejr på 29-26 over GOG. De grønblusede indtager i øjeblikket 6. pladsen i Bambuni Herreligaen med 15 point efter 14 kampe, blot ét point foran vores lyseblå drenge. Og med nederlaget på 27-32 i Skansen i sæsonens første indbyrdes møde er der ingen tvivl: Sønderjyske rejser vestpå med klar revanche i tankerne.

Fløjsprofil Emil la Cour forventer en krævende, men helt åben kamp:
“Vi ved, at vi kommer til at møde et virkelig stærkt kollektiv fra Skjern, som er blevet bedre og bedre. Deres seneste kamp i Gudme taler for sig selv. For os handler det om at holde fast i det, vi er ekstremt gode til – fart, kontra og aggressivitet. Samtidig skal vi være knivskarpe i returløbet, for Skjern er altid kyniske i deres omstillinger. De står stærkt defensivt og har en formstærk Christoffer Bonde i målet, så vi skal spille chancerne store. Gør vi det, tror jeg på, at vi får den revanche, vi tager til Skjern for at hente.”

Kampen spilles i Skjern Bank Arena, og det bliver endnu et brag, hvor begge hold jagter vigtige point i den tætte midterstrid.

Kan du ikke tage turen vestpå, kan opgøret som altid følges tæt via vores Instagram-profil og i Tophåndbold-app’en.

Kom så, Sønderjyske!


Sikre dig en fast plads i Sydjysk Sparekasse Skansen – bliv sæsonkortholder i Sønderjyske Herrehåndbold!

Oplev elektrisk stemning, ligahåndbold og et fællesskab i særklasse. Som sæsonkortholder er du med hele vejen – tæt på spillerne, fanklubben og de eksklusive oplevelser, der gør hver kamp til noget særligt.

fra 1.195 kr.