Søndag aften er de lyseblå helte fra Sønderjyske Herrehåndbold endelig tilbage i de vante rammer i Sydjysk Sparekasse Skansen, hvor de tager imod de gulklædte gæster fra GOG i Bambuni Herreligaen.
Sønderjyske kommer ind til opgøret efter to nervepirrende udekampe mod Nordsjælland og HØJ, som bød på en étmålssejr og et snævert nederlag. Derfor er motivationen stor for at ramme rytmen igen – og der er ingen tvivl om, at spillerne glæder sig til at jagte to point foran et tændt og veloplagt hjemmepublikum.
GOG – med tidligere Sønderjyske-træner Kasper Christensen i spidsen – indtager øjeblikket 2. pladsen i Bambuni Herreligaen med 17 point efter 12 kampe. Fynboerne kommer til Skansen med masser af momentum efter en overbevisende 32-23-sejr over Nordsjælland og flotte præstationer i Champions League, heriblandt den spektakulære udesejr over PSG.
Cheftræner Rasmus Vandbæk ved, at der venter en stor udfordring:
“Vi kommer til at møde et hold, der virkelig rammer et højt niveau – både i ligaen og i Europa. GOG er særligt stærke i duelspillet, anført af Olli og Hjalte, men generelt har de kvalitet hele vejen rundt. Lasse Vilhelmsen har også imponeret mig med alt det, han løser for dem. Vi skal op på vores absolut bedste, men vi tror på det – og vi ved, at vi kan. Vi har trænet stærkt i løbet af ugen og har alle mand klar. En fyldt Skansen kan blive afgørende for os på søndag.”
Opgørene mellem Sønderjyske og GOG har ofte været tætte og intense. Det afspejler også de seneste fem indbyrdes kampe: to uafgjorte, to GOG-sejre og én lyseblå triumf. Der er med andre ord lagt i kakkelovnen til endnu en dramatisk og tempofyldt kamp i Skansen.
Der er stadig få billetter tilbage, så vil du være en del af festen, gælder det om at sikre sig en plads hurtigt! Kan du ikke være med i hallen, kan kampen følges via vores Instagram-profil eller i Tophåndbold-app’en.
Kom så, Sønderjyske – fyld Skansen og bær drengene frem!