Onsdag aften var håndbolden tilbage i Sydjysk Sparekasse Skansen, hvor de lyseblå helte fra Sønderjyske Herrehåndbold bød Fredericia Håndboldklub velkommen efter landskampspausen. Der var lagt op til fest, men desværre blev det kun gæsterne fra fæstningsbyen, der kunne fejre ved slutfløjt – efter en kamp, som Fredericia vandt klart 38-28.
Fredericia satte sig tungt på opgøret fra første fløjt. Anført af en velspillende Mads Kjeldgaard i front og en stærk Sebastian Frandsen i målet, kom udeholdet bedst ud af blokken. De lyseblå havde svært ved at finde rytmen offensivt og blev straffet hårdt på omstillinger, hvilket betød, at Fredericia kunne gå til pause foran 18-14.
Trods en pause med tydelige justeringer og fornyet energi lykkedes det aldrig Sønderjyske at finde melodien efter pausen. Flere gode muligheder blev brændt på en velspillende Frandsen, mens Fredericia viste stor effektivitet i angrebsspillet. Mathias Rex leverede flere flotte redninger i målet, men kunne ikke forhindre, at udeholdet trak yderligere fra og sikrede sig en komfortabel sejr på ti mål.
Cheftræner Rasmus Vandbæk lagde ikke skjul på sin skuffelse efter kampen:
– Jeg er enormt frustreret, skuffet og ked af den præstation, vi leverer foran en næsten fyldt Skansen. Vi evner ikke at overholde de aftaler, vi har lavet – hverken defensivt eller offensivt – og vi mangler koncentration i vores afslutninger og kontrafase, som ellers har været vores styrke i sæsonen. Nu handler det om hurtigt at kigge indad og skrue på de sidste procenter, så vi er klar til at komme op på hesten igen allerede på lørdag, sagde Vandbæk efter kampen.
Målscorere
Sønderjyske: Frederik Tilsted (11), Gabriel Setterblom (4), Ebbe Stankiewicz (3), Emil la Cour (2), Magnus Frederiksen (2), Jacob Bagersted (2), Jesper Konradsson (2), Viktor Bergholt (1), Morten Bjørnshauge (1).
Fredericia HK: Mads Kjeldgaard (11), Anders Kragh Martinusen (7), Kasper Young (5), Martin Bisgaard (5), Evgeni Pevnov (4), Kasper Palmar (2), Jonas Kruse Kristensen (1), Mads Thymann (1), Frederik Mossestad (1), Pelle Segertoft (1).
Næste kamp
Allerede på lørdag venter en ny mulighed for revanche, når de lyseblå drager østpå til Helsinge-Hallen for at møde Nordsjælland Håndbold.
Kampen fløjtes i gang kl. 16.00, og som altid kan den følges på Sønderjyskes Instagram-profil eller i Tophåndbold-appen, hvis du ikke tager turen over Storebælt for at støtte drengene.