Efter en lang landsholdspause venter der onsdag aften endnu en intens håndboldoplevelse i Sydjysk Sparekasse Skansen, når de lyseblå helte fra Sønderjyske Herrehåndbold tager imod Fredericia Håndbold i Bambuni Herreligaen.
Sønderjyske kommer fra et hårdt tilkæmpet point i Skanderborg og har derfor fokus på at genfinde vinderrytmen foran hjemmepublikummet – og der er ingen tvivl om, at Skansen igen vil være en perfekt ramme for en dramatisk og underholdende kamp.
Fredericia ligger i øjeblikket på 10. pladsen i Bambuni Herreligaen med 7 point efter 9 kampe og kommer senest fra en flot 37-31-sejr over Grindsted. Cheftræner Rasmus Vandbæk ser flere ting, som Sønderjyske skal være opmærksomme på:
“Vi møder et hold, der har skiftet træner og ændret lidt i deres spiludtryk. De har fået flere spillere tilbage fra skader, hvilket gør dem endnu stærkere. Senest spillede de en rigtig god kamp mod Grindsted. Fredericia er kendetegnet ved et stærkt fysisk forsvar og dygtige målmænd. For os handler det om at fokusere på vores egne styrker og bygge videre på de gode elementer fra kampen i Skanderborg,” siger Vandbæk.
Historisk har Sønderjyske haft svært ved at vinde over Fredericia – kun 1 sejr i de seneste 5 indbyrdes opgør. Den ene sejr var dog ekstra mindeværdig, da den sikrede adgang til Final4 i seneste sæson.
Alt er derfor lagt op til en spændende onsdag aften, hvor de lyseblå igen vil kæmpe til sidste sekund for to vigtige point!
Der er stadig få billetter tilbage – så hvis du vil være en del af festen i Skansen, skal du sikre din plads hurtigt! Kan du ikke være med i hallen, kan du følge kampen på vores Instagram-profil eller via Tophåndbold-app’en.
Kom så, Sønderjyske – fyld Skansen og jubl for de lyseblå! 💙🔥