Lørdag eftermiddag gik turen til Sjælland, hvor Sønderjyske Herrehåndbold mødte TMS Ringsted i Bambusa Herreligaen. Efter en jævnbyrdig kamp måtte de lyseblå desværre rejse hjem uden point, da hjemmeholdet trak fra i slutfasen og vandt 36-31.
Første halvleg bød på intenst og tæt spil, hvor holdene skiftedes til at tage føringen. Sønderjyske leverede gode offensive momenter og holdt tempoet højt, men hver gang de truede med at skabe afstand, svarede Ringsted igen. Derfor stod der helt fortjent 16-16 på tavlen ved pausen.
Efter pausen fik Sønderjyske den bedst tænkelige start og bragte sig foran 20-17 efter blot fire minutters spil. De lyseblå så ud til at have fundet nøglen til sejren, men hjemmeholdet nægtede at give sig. Ringsted kæmpede sig tilbage, og da kampen gik ind i de sidste ti minutter, var stillingen igen helt lige – 30-30.
Desværre gik det i de afgørende minutter galt for Sønderjyske, der ikke fik scoret i kampens sidste syv minutter. Det udnyttede et effektivt Ringsted-hold, som lukkede kampen med fem ubesvarede mål og sikrede sig sejren på 36-31.
Cheftræner Rasmus Vandbæk var ærlig i sin vurdering efter kampen:
– Det var en rigtig hård kamp, hvor vi aldrig får ramt vores niveau. Vi er især meget utilfredse med vores defensive indsats, så vi må hjem i træningslokalet og arbejde endnu hårdere frem mod kampen på fredag, sagde han.
Målscorerne fra Sønderjyske: Frederik Tilsted (12), Magnus Frederiksen (5), Jesper Konradsson (3), Morten Bjørnshauge (3), Viktor Bergholt (2), Ebbe Stankiewicz (2), Emil la Cour (2), Jacob Bagersted (1), Gabriel Setterblom (1).
Målscorerne fra TMS Ringsted: Rasmus Graffe (10), Oliver Wosniak (10), Isak Gustafsson (3), Gudmundur Bragi Astparsson (2), Mikkel Søndergaard Helqvist (2), Axel Andersson (2), Gustav Bergendahl (2), Joachim Møller (1), Valdemar Rosted Landvad (1), Karl Albert (1), Tobias Tombak (1), Símon Mizera (1).
De lyseblå jagter revanche allerede på fredag den 17. oktober kl. 19.30, når GGIF Grindsted gæster Sydjysk Sparekasse Skansen. Der er stadig billetter at få – så kom og støt drengene i jagten på to vigtige point! Som altid kan kampen også følges på Sønderjyskes Instagram og i Tophåndbold-appen.