Lørdag eftermiddag drager de lyseblå helte østpå, når Poul Christensen Arena danner rammen om opgøret mellem Sønderjyske Herrehåndbold og TMS Ringsted i Bambuni Herreligaen.
Ringsted-mandskabet befinder sig i øjeblikket i den tunge ende af tabellen med 3 point efter de første 6 kampe – hentet via en sejr over Grindsted og et uafgjort resultat mod Ribe-Esbjerg. Sideløbende har de lidt nederlag til Fredericia, HØJ, Mors-Thy og senest Bjerringbro-Silkeborg. Alligevel har sjællænderne vist deres styrke i pokalturneringen, hvor de – ligesom Sønderjyske – har spillet sig videre til kvartfinalerne.
Historisk set plejer kampene mellem de to hold at være intense og seværdige. I sidste sæson vandt begge hold deres hjemmekampe i grundspillet, inden Sønderjyske tog en flot sejr på 36-30 i Skansen i nedrykningsspillet.
Cheftræner Rasmus Vandbæk forventer endnu en tæt og krævende kamp:
”Vi skal spille på en svær udebane, hvor de blandt andet har slået Skjern ud af pokalen. TMS Ringsted kommer med et relativt nyt hold til denne sæson – et hold som gerne vil spille hurtigt. Vi skal have fokus på os selv, vores kvaliteter som hold, og så handler det om at bygge videre på den gode periode, vi er inde i. Vi vil gøre alt for at tage 2 point med hjem til Sønderborg.”
De lyseblå går dermed ind til kampen med masser af selvtillid og vilje til at fortsætte den stærke stime.
Kan du ikke tage turen til Sjælland, kan du som altid følge kampen tæt på vores Instagram-profil og via Tophåndbold-app’en.
Kom så, Sønderjyske – lad os hente sejren hjem til Sønderborg!