De lyseblå kæmpede – men måtte se sig slået i dramatisk afslutning i Thy

Fredag aften tog vores lyseblå helte turen nordpå til en altid intens kamp i Thyhallen mod Mors-Thy Håndbold i Bambusa Herreligaen. Og der var fuld knald på fra første fløjt.

Hjemmeholdet kom flyvende fra start, men de lyseblå nægtede at give sig. Med hårdt arbejde, fight og vilje fik Sønderjyske Herrehåndbold kæmpet sig tilbage og endda bragt sig foran flere gange. Alligevel var det Mors-Thy, der kunne gå til pause foran 17-15 – ikke mindst takket være en brandvarm Svend Rughave i målet.

Efter pausen fulgte samme opskrift: Et hjemmehold, der kom bedst ud, men et Sønderjyske-mandskab, der viste hjerte og fight og aldrig gav op. Det hele kulminerede i en intens og nervepirrende slutfase, hvor kampen kunne have tippet begge veje. Desværre trak Mors-Thy det længste strå og vandt 34-32 – men vores drenge viste endnu engang, at de altid spiller med hjertet uden på trøjen.

”Jeg synes, vi får en kamp, der i høj grad viser, hvor tæt ligaen er. Vi spiller langt henad vejen en fornuftig kamp mod Mors-Thy, hvor der inden for de sidste to minutter er flere maginalsituationer, der tipper den forkerte vej og som gør at vi står med 0 point i stedet for 1 eller 2. Vi kigger selvfølgelig nu på, hvordan vi kan ende et sted, hvor det ikke er marginalsituationer, der skal afgøre kampen for os – eksempelvis synes vi selv, at vi brænder alt for mange store chancer i starten af begge halvlege, der gør at vi kommer til at hænge efter hele kampen og skal komme fra baghjul. Det skal vi gøre bedre til næste kamp.” udtaler Sønderjyske Herrehåndbolds assistenttræner, Lasse Folkmann.

En stor tak skal lyde til de lyseblå fans, som både bakkede holdet op på tribunerne i Thyhallen og til fanarrangementet på Skaal i Sønderborg. I er med til at gøre en forskel – både ude og hjemme!

Målscorere for SHH:
Magnus Frederiksen (6), Frederik Tilsted (4), Ebbe Stankiewicz (4), Emil la Cour (4), Jesper Konradsson (3), Nicolai Skytte (3), Viktor Bergholt (2), Jacob Bagersted (2), Tobias Gregers (1)

Målscorere for MTH:
Nichlas Hald (7), Victor Norlyk (5), Magnus Norlyk (4), Kristoffer Vestergaard (3), Anton Houe (3), Rasmus Madsen (3), Lasse Pedersen (2), Kasper Lindgren (1), Henrik Toft Hansen (1)

Allerede fredag den 19. september kl. 20 venter næste opgave, når vi byder velkommen til endnu en håndboldfest i Sydjysk Sparekasse Skansen, hvor TTH Holstebro kommer på besøg. Har du ikke allerede sikret dig billet, så gør det nu og her – og vær med til at skabe en uforglemmelig aften i Skansen!


Sikre dig en fast plads i Sydjysk Sparekasse Skansen – bliv sæsonkortholder i Sønderjyske Herrehåndbold!

Oplev elektrisk stemning, ligahåndbold og et fællesskab i særklasse. Som sæsonkortholder er du med hele vejen – tæt på spillerne, fanklubben og de eksklusive oplevelser, der gør hver kamp til noget særligt.

fra 1.195 kr.