Lørdag eftermiddag åbner Sønderjyske Herrehåndbold sæsonen 2025/26 på hjemmebane i Sydjysk Sparekasse Skansen – og modstanderen er ingen ringere end sidste års sølvvindere fra Skjern Håndbold. En vaskeægte topkamp til at sparke sæsonen i gang foran det lyseblå publikum!
Cheftræner Rasmus Vandbæk ser frem til endnu en intens dyst:
”Vi kommer uden tvivl til at møde et klassemandskab med mange store profiler. Men vi tror på os selv og på vores koncept. Skjern står stærkt i deres kompakte 6-0-forsvar, så vi skal spille med højt tempo, holde banen bred – og så får vi uden tvivl brug for, at Skansen koger. Vi håber, at rigtig mange møder op og bærer os frem.”
For én spiller bliver kampen noget helt særligt: nyindkøbte Viktor Bergholt, der kom til Sønderjyske fra netop Skjern Håndbold. Han skal ikke bare møde sine gamle holdkammerater, men også stå over for sin bror, Emil Bergholt – et brødreopgør, der uden tvivl vil give ekstra nerve til kampen.
Sønderjyske går ind til opgøret med selvtillid efter en flot sejr på 38-30 over Ribe-Esbjerg HH i sæsonpremieren, mens Skjern kommer med et nederlag i bagagen efter deres 27-31-nedtur mod GOG.
Alt er altså lagt op til en stor håndboldfest i Skansen – og sammen med jer på lægterne skal vi jagte sæsonens første hjemmesejr! Billetter til kampen kan købes her – og husk at dørene til J&CO fanzonen åbner 1½ time før kampstart.