Lørdag eftermiddag fik Sønderjyske Herrehåndbold en perfekt start på sæsonen i Bambuni-ligaen, da de vandt med 38-30 på udebane over Ribe-Esbjerg HH.
Kampen startede som en tæt affære mellem de to hold, der fulgtes ad gennem første halvleg, men dog med Sønderjyske i teten, hvilket også gjorde at de kunne gå til pausen med en tomålsføring på 19-17. En god del af forklaringen på den flotte start må også tilskrives Frederik Tilsted, som scorede ikke mindre end 10 mål på de første 30 minutter.
I anden halvleg kom de lyseblå spillere ud som lyn og torden og fik hurtigt udbygget forspringet ned til hjemmeholdet, som de holdt solidt fast i i den resterende del af kampen til stor glæde for holdets cheftræner, Rasmus Vandbæk. ”Vi leverer en sindssygt flot og helstøbt præstation over 60 minutter. Vi formår at være koncentrerede i vores aftaler. Vi er gode i vores returløb, vi får løbet vores kontraer og holdt bolden i gang – og så hjælper det også, at Mathias i målet har rigtig mange redninger, så vi er meget tilfredse over hele linjen.”
Med den gode åbning på sæsonen for Sønderjyske kan spillere og trænere se frem med at vise de gode takter frem for deres hjemmepublikum i Sydjysk Sparekasse Skansen, når de på lørdag d. 6. september 2025 kl. 14 byder sidste års sølvmedaljevindere fra Skjern Håndbold op til dans.
Ribe-Esbjerg HH – Sønderjyske Herrehåndbold : 30-38 (17-19)
Målscorere for Sønderjyske Herrehåndbold: Frederik Tilsted (15), Viktor Bergholt (6), Magnus Fredriksen (4), Nicolai Skytte (3), Jesper Konradsson (3), Tobias Gregers Schmidt (3), Emil la Cour (2), Morten Bjørnshauge (1) og Ebbe Stankiewicz (1).
Målscorere for Ribe-Esbjerg HH: Morten Jørgensen (5), Benjamin Hallgren (4), Alfred Jönsson (4), Kasper Sjursen Syversen (3), Elvar Asgeirsson (3), Jerry Tollbring (3), Nicolaj Spanggaard (2), Lauritz Legér (2), Karl Wallinius (2), Rasmus Meyer Ejlersen (1) og Mads Lauridsen (1)
Billetter til kampen mod Skjern Håndbold kan købes her – og husk at dørene til J&CO fanzonen åbner 1½ time før kampstart.