Lørdag eftermiddag dannede Sydjysk Sparekasse Skansen rammen om en festlig afslutning på sæsonen, hvor vi tog imod TMS Ringsted. Med en overbevisende sejr på 36-30 sikrede holdet sig førstepladsen i kvalifikationsspillet og præmiepenge på 75.000 kr.
Kampen startede jævnbyrdigt, og de første 10-15 minutter bar præg af, at holdet lige skulle finde rytmen. Efterhånden som kampen skred frem, satte vi os solidt på spillet. Ved pausen var stillingen 17-15 i vores favør.
I anden halvleg fortsatte vi med at øge presset og udbyggede føringen. Holdet viste stor styrke i både angreb og forsvar, hvilket resulterede i en komfortabel sejr på 36-30.
Inden kampstart blev der uddelt flere priser for at anerkende spillernes præstationer i sæsonen. Tobias Gregers blev hyldet som både Månedens spiller for april – kåret i samarbejde med Schlott – og Årets talent, kåret i samarbejde med JKS. En stærk præstation af vores helt egen lokale “Mini”, som vi er utrolig stolte af!
Nicolaj Jørgensen blev kåret som Årets spiller – i samarbejde med Sønderborg Lufthavn – efter en historisk sæson med 275 mål i 30 ligakampe, hvor han slog all time topscorerrekorden – og endda med 9 kampe færre! Det er andet år i træk, at Nicolaj modtager denne fornemme hæder, hvilket understreger hans imponerende præstationer og betydning for holdet.
Efter kampen blev der taget afsked med fem spillere, der har bidraget betydeligt til holdet: Magnus Holpert, Patrick Volz, Nicolaj Jørgensen, August Wiger og Nikolaj Svalastog. Alle fem spillere har sat deres præg på Sønderjyske Herrehåndbold både på og uden for banen. Vi ønsker dem alt det bedste fremover og takker for deres indsats i den lyseblå trøje.
Tak til alle fans, frivillige og samarbejdspartnere for den store opbakning i denne sæson. Vi er dybt taknemmelige for den støtte, vi har modtaget, og ser frem til den videre rejse vi er på.