Slutspurten er i gang, og Sønderjyske Herrehåndbold kæmper for at holde drømmen om slutspillet i live. Med kun to runder tilbage af grundspillet er presset stort – men troen er intakt.
Cheftræner Rasmus Vandbæk og resten af holdet nægter at give op og er klar til at tage kampen op mod selv de største modstandere.
”Så længe der er en matematisk mulighed for at nå slutspillet, så jagter vi den,” fortæller Rasmus Vandbæk. Første skridt på vejen er kampen mod Aalborg Håndbold.
”Der venter os en enorm svær kamp imod et af verdens bedste hold, hvilket især kommer til udtryk ved, at de om lidt træder ind i kvartfinalen i Champions League,” siger Rasmus Vandbæk.
Sønderjyske har mødt Aalborg to gange i denne sæson. I november fik nordjyderne kamp til stregen af de lyseblå i en uhyre tæt og spændende kamp i Gigantium i Aalborg. På trods af en stærk indsats af Sønderjyske, var det desværre hjemmeholdet, der trak sig sejrrigt ud af kampen med en sejr på 34-32.
I februar tørnede de to mandskaber igen sammen. Denne gang i semifinalen ved Final4 i Santander Cuppen. Foran en fyldt Boxen leverede de to mandskaber en både tæt og målfattig kamp, som desværre endte med en Aalborg-sejr på 24-22.
”Det er et hold med stjerner og landsholdsspillere på alle positioner, men vi har i de to første opgør i denne sæson leveret rigtig godt og har været lige ved og næsten, så nu jagter vi de sidste marginaler for at se om vi kan tippe pointene over til vores fordel, så begge point bliver i Sønderborg.”
Så med en stærk opbakning fra hjemmepublikum er målet klart: at hente de livsvigtige point og holde slutspilsdrømmen i live.