Lørdag eftermiddag skal vi forsøge at fravriste GOG point hjemme i deres hule og er godt klar over at vi skal levere præstationer i topklasse hvis det skal lykkes.
GOG er ligaens ubestridte førerhold, med fuldt hus og 14 point for de første 7 kampe. Blandt andet med sejre over BSH, Skjern og Aalborg og senest blev det til en usvigelig sikker sejr på 23-32 i Kolding.
Holdet er også repræsenteret i European League hvor det er blevet til 3 point i de første 2 kampe. Det er således et hold der er toptunet og som er fuld af selvtillid efter en fantastisk sæsonstart.
Holdet har op til sæsonen sagt farvel til flere profiler, men under tidligere Sønderjyske træner Kasper Christensens ledelse er dette sket uden at forringe præstationerne, nærmest tværtimod.
Vi har spillet nogle rigtig fine kampe, men ikke haft marginalerne på vores side og har med 2 sejre på hjemmebane 4 point for de første kampe. Kampene mod GOG plejer at være målrige og ud af de sidste 4 opgør har vi vundet to og tabt to.
Assistenttræner Lasse Folkmann glæder sig til kampen
– Selvom det bliver et svært opgør, så glæder vi os som altid når det gælder kampen om point.
– Hvis vi skal have succes i GOG skal vi se om vi kan styre tempoet så det bliver til vores fordel. Fynboerne har altid været berømte/berygtede for at løbe stærkt og de er bestemt ikke blevet mindre villige til at komme hurtigt frem af banen i denne sæson og får de lavet 20 mål på kontra får vi ingen point.
– Hvis vi kan komme hjem i vores etablerede defensiv og ikke mindst få styr på strategen Tobias Grøndahl så tror vi på at vi kan drille dem og med held og dygtighed få point med hjem til Sønderborg. Det betyder at vi skal have afviklet vores angreb fornuftigt, afslutte godt og behandle bolden med omhu.
Udover Gabriel Setterblom er alle klar til at byde ind og til at give den gas på en svær udebane.
GOG-Sønderjyske Herrehåndbold spilles lørdag d. 19. oktober kl. 16.00 i Phønix Tag Arena i Gudme.
#Foralle #Levelup #Soenderjyskeherrer